Ja, for når Team Xypex kører i top ti i Danmarks største og mest kendte mtb-arrangement, så er det fantastisk – uanset vejr og føre: Team Xypex blev nr. 8! For andet år i træk stillede Team Xypex op til 24-timers løbet i Rude Skov, der også er kendt under navnet Nordic24. På 24 timer skal der køres så mange omgange som muligt, hvilket jo lyder simpelt nok. Men som det skulle vise sig, er der mere i det end som så. Man skal fx tænke sig om (huske at spise rigtigt + finde vej), og man skal udstå uoverskuelige mængder af mudder. Vi har prøvet det før, så det kunne vel ikke være det store, tænker man, mens man beder til at hverken de sorte skyer eller DMI har ret, når alt tyder på litervis af regn. Først falder der lige lidt om morgenen, men sporet kan godt tåle en del, når det endnu er friskt, så det gør ikke så meget – starten imødeses med spænding. Christian kører første tur og overstår de ca. 600 m Le Mans-start (man løber hen til cyklerne) i nogenlunde stil. Ude på cyklen ædes der ind på hurtigløberne, og det konstateres, at der er en superfed rute: mere flow og mere singletrack, færre lange grusveje. Og det bedste er, at sporet har den rette mætning med vand – ikke for tørt, ikke for vådt bort set fra et par enkelte steder. Men. Når løbet er så nyt, at banen ikke er kørt til, og der ikke nødvendigvis er nogen foran, som man kan se, så er det uhyre vigtigt, at banen er sat rigtigt op, er klar og tydelig. Det er den ikke – og selvom Christian aldrig ville blive nomineret til en stifinderpris i nogen sammenhæng alligevel, må arrangørklubben HMTBK dog tage tre fejlkørsler på deres kappe. Det må bare ikke ske. Resultatet af første omgang var dog, at vi lå nr. 10, selvom diverse detours kostede placeringer og tid. Men tænk engang – sidste år blev vi nr. 12, så det lover godt! Allan sendes af sted og kører også godt, vi falder lidt tilbage, men det er lige justeringerne, inden løbet rigtig kommer i gang. Så er det Jan og så er det Stig… vi er godt kørende, for da vores 4 først runder er færdige ligger vi nr. 7. Utroligt! Næste omgang går også godt, og det ser ud som om, vi kan regne med at høre med i top 10. Det går lidt op og lidt ned, lidt mere regn, men sporet er ok, mudderet er kørt væk, humøret er højt: Tør vi tro det? Stig har kanonben, Allan klynker lidt, men kører sig varm, Jan præsterer solidt som han plejer og Christian er som Stig også i hopla. Så kommer regnen… 10 mm mindst. På 30 minutter. Og med ét er sporet en mudderkage af den anden verden. Adskillige steder bliver det umuligt at køre, man skøjter rundt, og man ser folk glide og styrte til højre og venstre. Stig er første mand i regnen, men det er Christian, der får første rigtige muddertur. Det koster et kvarter i omgangstid – altså 1/3 langsommere… og alle begynder at tvivle på, om det er en god idé at skulle tilbringe de næste 14 timer i skoven. Lygterne findes frem, der bliver tavst i lejren, alle mugger over føret, der absolut ikke er drømmen. Efter en tur er man smurt ind i mudder, så man ikke kan se huden på benene og cyklen ligner en skulptur fra en børnehave. Og så kommer fejlene: nattens dobbeltture koster os 20-30 minutter, idet Christian glemmer sine geler og barer, og derfor går så kold, at han slæber sig til fods op ad selv den mindste stigning og end ikke kan overskue at køre nedad. I sporet får han en gel og en bar af en venlig rytter, så det lykkes ham at komme hjem – men det har kostet 10-15 minutter. Dumt! Det samme kan man sige om Allans næste dobbelttur, hvor nogenlunde det samme gør sig gældende – men heldigvis ikke koster helt så meget. Utroligt nok holder vi placeringen nogenlunde. Vi når aldrig at ligge nr. 6, men plads 7 og 8 er dét striden står om. Vi kommer ikke tættere på end de 27 minutter, der skiller os fra 7. pladsen i mål… men tænk nu, hvis vi havde kørt stabilt på natteturene – åh hvor er det ærgerligt. (Pjat, redaktøren) Men resultatet bliver altså en placering som nr. 8, og endda på omgangshøjde med nr. 5, hvilket først er sikkert efter de sidste ture: efter Allans nat-ture ser det ud til, at vi når tre omgange mere inden målet lukker. Men det kræver, at der bliver kørt under en time, for vi er 7 minutter bagud: Klokken er 9.07, og klokken 12.00 lukker målet – vi skal altså køre tre omgange på 173 minutter, hvilket er en udfordring, når nu nattens ture stort set alle har været over timen. Stig står over, så Jan lægger ud med en flot tur på 57 minutter. Fantastisk, vi er på rette vej, der er hentet 2,5 minutter. Sporet er ved at være godt tørt, så nu kan der trykkes til. Christian vrider en 54’er ud af ærmet, og nu ser det pludselig komfortabelt ud: Allan har 60 minutter og 15 sekunder til sin sidste tur. Det burde ikke være noget problem – men der er altså meget, der kan gå galt, så der krydses fingre… er han restitueret efter sin dobbelttur, er han kommet sig ovenpå sin energikrise? Men der er ingen grund til bekymring, Allan kører en superrunde i et nu næsten tomt spor (næstsidste mand, der begynder runden) og når ind i 56 minutter – og vi ender 3.42 på den rigtige side af tidsgrænsen, en omgang foran nr. 9 og 27 minutter bag nr. 7. Mudder, vand og for lidt søvn – var det dét værd? Ja, vi blev jo nummer 8!
af Christian Bang Diverse links: Ekstra bladet video |
 |
Nyheder >
Kan en weekend i mudder være fantastisk?indsendt 19/06/2011 23.55 af Jan Nielsen [ opdateret 20/06/2011 01.46 ] |