23dage siden
H12


Nyheder‎ > ‎

Team Xypex kæmpede til sidste krampetrækning.

indsendt 09/05/2011 00.16 af Jan Nielsen   [ opdateret 09/05/2011 12.36 ]
H12 er overstået. Faktisk med en succes, fordi der blev kørt rigtig stabilt og dedikeret.
Team Xypex valgte at køre en én-rundestrategi i år – det var rigtig hårdt – men gav til gengæld nogle rigtig hurtige tider.
Tidligere år har der været tre mand på holdet, men i år var der fire mand på hvert hold. Det betyder, at der er længere pause til hver, hvorfor det kan forsvares at køre den mere sprintagtige stil, end hvis man kører to runder ad gangen. Betalingen for de hurtigere runder er, at man umiddelbart føler sig mere mærket, når man når skiftezonen, men omgangstiderne indikerer, at Team Xypex stort set holder niveauet
hele vejen i løbet uden at gå ned. Se resultatet nederst på siden og følg linket for at se tiderne specificeret.

Men der er også plads til en lille ærgrelse, fordi vi på trods af vores fine, stabile indsats manglede et minuts penge i at rykke ind i top 25 på Danmarks største 12-timersløb. Siden sidst på eftermiddagen var der blevet talt på knapper: Allerede inden klokken var 17 (løbet sluttede kl. 21.00) var regnemaskinen fremme for at finde ud af, om der skulle satses på at nå en sidste, ekstra omgang: Hvis alle mand kørte på det niveau, som de havde præsteret hidtil, ville der være tid til at nå en sidste omgang, inden løbet lukkede ned præcis kl. 21.00, uanset hvor man måtte befinde sig på ruten. Det var derfor altafgørende, at man kunne starte den sidste runde i tilstrækkelig tid, til at den ville kunne afsluttes inden 21.00.

Dét lagde et dejligt pres på Team Xypex, der nu ikke bare kørte for at gøre det bedst muligt, men også kørte for at vinde ekstra tid. En taktisk brøler på første runde havde ikke gjort det nemmere, idet vi kom til at starte for langt tilbage. Førsteskiftet skete som nummer 42, hvilket gav ekstra overhalinger på de kommende runder, men om det er her, de allersidste manglende sekunder lå gemt er ikke nemt at fastslå.

Den famøse sidste runde blev kørt på et stort set tomt spor. Kl. 20.33.24 blev depechen overdraget, og som den næstsidste i skiftezonen var der ellers fri til at ræse af sted. Men sidst på dagen er der altså ikke diamanter i benene, og selvom første sløjfe uden så mange højdemeter gik rigtig godt, så lurede kramperne på hver stigning på den ydre sløjfe. Resultatet var, at der manglede ca. 90 sekunder, og at målstregen var så godt som i syne, da gong-gongen lød.

Ærefuldt, at alle kæmpede så bravt, ærefuldt at blive nr. 26 i nordens største, kendeste og mest prestigefyldte 12-timers løb. Men havde vi dog bare haft 4 sekunder mere i benene pr. omgang hver…

Kommentar:
Sidste år blev vi nr. 36 ud af 227 i Herre Trio - bedste 16%
I år blev vi nr. 26 ud af 192 i Herre - bedste 14% - altså en lille forbedring

Heldigvis er N24 i juni – og Team Xypex er klar!

Skrevet af Christian Bang, kommentaren af Stig Christensen


23 DMK SRAM H40 25 11:58:15 19.72
24 Team Udskud Elite 24 11:14:53 20.14
25 Hansens Flødeis / Eighty Aid 01 24 11:32:05 19.64
26 Team Xypex DMK 24 11:33:09 19.61
27 JC-1 24 11:34:19 19.58
28 Team Hanak 24 11:36:07 19.53